05-07-2010
Nettosalget af parcelhusgrunde i år har allerede oversteget hele 2009
I hele 2009 solgte Holstebro Kommune 45 parcelhusgrunde og måtte i årets løb købe 21 solgte grunde tilbage. Allerede på nuværende tidspunkt i 2010 har kommunen solgt 33 parcelhusgrunde, og kun én grund er købt tilbage.
- Vi kan mærke en markant større optimisme hos dem, der henvender sig til os om køb af byggegrunde. Især to forklaringer går igen blandt køberne. Den ene er, at de nu har fået solgt deres hus og er klar til at bygge nyt. Den anden er, at pengeinstitutterne er begyndt at sige ja. En stor del af køberne af vores grunde er første gangs købere, siger fuldmægtig på Borgmesterkontoret, Jonna Bjerregaard.
Udstykningen ”Vadet” i området ved Idrætscenter Vest i Holstebro har været ”bestselleren” i salget af parcelhusgrunde i år. 12 af de 33 grunde, der er solgt i årets første seks måneder, er i dette område, hvor der nu kun er én grund tilbage. I udstykningen ”Folden”, der er nabo til ”Vadet”, har kommunen i øvrigt også solgt en storparcel til tæt-lav bebyggelse i år. Sidste år blev der slet ikke solgt kommunale storparceller.
I slutningen af 2010 bliver der nye parcelhusgrunde til salg i området ved Idrætscenter Vest. Kommunen er for øjeblikket i gang med byggemodning i udstykningen ”Vangen”, hvor der er plads til ni parcelhusgrunde og en storparcel med rækkehuse. Desuden byggemodnes nye parcelhusgrunde øst for Storåvej i Mejrup. Her bliver der godt 30 grunde, hvoraf de første ventes klar til salg i starten af 2011.
Jord til ny retsbygning
I løbet af det første halve år i 2010 har kommunen solgt 5.600 kvadratmeter jord til Slots- og Ejendomsstyrelsen til en ny retsbygning på Stationsvej i Holstebro. Derimod har der i år endnu ikke været den store efterspørgsel på byggemodnet jord til traditionelt erhvervsbyggeri. Kommunen har indtil nu solgt én industrigrund og til gengæld købt én grund tilbage.
For øjeblikket er kommunen i gang med at byggemodne et nyt erhvervsområde på nordsiden af Viborgvej i Holstebro. De første grunde er klar til salg i efteråret 2010.
- Vi har et godt lager af attraktive grunde i hele kommunen til både erhvervsbyggeri og boligbyggeri. Det er vigtigt, at vi til stadighed har varer på alle hylder, når der igen kommer rigtig gang i hjulene efter finanskrisen, siger kommunaldirektør Lars Møller.
Moms på salg af
byggegrunde
Salget af byggerunde har hidtil været fritaget for moms, men regeringen har besluttet, at salget skal være momspligtigt fra den 1. januar 2011. Efter sommerferien vil Holstebro Byråd tage stilling til, hvilke konsekvenser det får for køberne af kommunale grunde.
Fakta om byggegrunde
i Holstebro Kommune
* 2006 og 2007 var rekordår for grundsalget i Holstebro Kommune. I 2006 blev der solgt 144 parcelhusgrunde, storparceller til 79 tæt-lav boliger og 14 erhvervsgrunde. I 2007 blev der solgt 136 parcelhusgrunde, storparceller til 54 tæt-lav boliger og 18 erhvervsgrunde.
* Kommunen har for øjeblikket en restbeholdning på 195 parcelhusgrunde og 16 storparceller til tæt-lav bebyggelse.
* Kommunen har for øjeblikket en restbeholdning på 273.000 kvadratmeter erhvervsjord.
* Læs mere om det kommunale grundsalg på forsiden af kommunens hjemmeside www.holstebro.dk under ”Grundsalg”.
Flere oplysninger:
Kommunaldirektør Lars Møller, tlf. 9611 7000, mobil 2120 1796.
Fuldmægtig Jonna Bjerregaard, Borgmesterkontoret, tlf. 9611 7007.




