www.holstebro-profil.dk - Profilbogen for den nye Holstebro Kommune


Holstebro Kommune opfordrer miljøministeren til positivt medspil om Maabjerg BioEnergy
01-07-2010

Landbrugets udvidelse af produktionen skal give fordele for natur, miljø og klima

Udvalget for Natur, Miljø og Klima i Holstebro Kommune opfordrer nu miljøministeren til at sikre landbruget muligheder for at udvide husdyrproduktionen ved at behandle gylle i biogasanlæg.

Baggrunden for udvalgets henvendelse til ministeren er, at Vestforsyning A/S efter otte års forberedelser er klar til at opføre Maabjerg BioEnergy, der bliver verdens største biogasanlæg.

Regeringen har i sin plan Grøn Vækst afsat en pulje på 85 mio. kr. om året i perioden 2010-2012 til at til at etablere nye, fælles biogasanlæg og investeringer i tilslutning til fællesanlæg. I 2012 skal der gøres status for udbygningen af biogasanlæg, herunder en vurdering af behovet for eventuelle yderligere initiativer, der kan udnytte energien i husdyrgødningen bedre.

Samfundsøkonomisk gevinst

- Det er vigtigt at få ministerens udmelding om, hvordan vi i overensstemmelse med miljølovgivningen sikrer, at landbruget udvikler produktionen, samtidig med at vi opnår fordele for natur, miljø og klima. Det er særlig vigtigt for Holstebro Kommune, fordi vi i vores område har en af landets største produktioner af fødevarer, og fordi vi satser hårdt på udvikling af nye løsninger inden for energi- og miljøområdet. Vi opfordrer til, at Miljøstyrelsen indgår i et samarbejde om håndtering af landbrugets miljøgodkendelser, hvor dele af gyllen kan anvendes i Maabjerg Bioenergy. Så kan målet i Grøn Vækst og en samfundsøkonomisk gevinst nås, siger formanden for Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø.

Fakta om Maabjerg BioEnergy:

* Omdanner 500.000 tons biomasse til ren energi – varme og el.
* Producerer årligt 18,4 mio. kubikmeter biogas.
* Total investering på 375 mio. kr.
* Nettoomsætning på 45 mio. kr. om året.
* Energiudnyttelsen svarer til varmeforbruget i 5.000 boliger og elforbruget i 12.500 boliger.
* Reducerer CO2-belastningen af klimaet med 50.000 tons om året.
* Reducerer belastningen med kvælstof og fosfor i vandmiljøet med henholdsvis 109 tons og 311 tons om året.
* Samfundsøkonomisk gevinst på 1 mia. kr.
* Bevarer 300 arbejdspladser i landbrug og fødevareerhverv.

Flere oplysninger:
Formand for Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø, tlf. 2043 0864.
Direktør for Teknik og Miljø, Søren Gais Kjeldsen, tlf. 9611 7600.

 

Aktuelt